Mit nye drivhus

Mit nye drivhus
Mit private paradis

fredag den 13. april 2012

Guf fra planteskolen

Så er der guf :o)) Hvid lærkespore, Ramsløg og Geum "Lemon Drops". Tre Winchester Cathedral og så lige den yndigste lysegule narcis :o) Det er dejligt med en god lille lokal planteskole, som tager lækre ting hjem :o) Jeg havde jo ellers set at den nærliggende planteskolering havde tilbud på ramsløg, men helt ærlig...35 kroner for et blad i en potte! Det kan godt være de sår sig villigt, men der går altså immervæk nogle år inden der bliver til en kartoffelmad. Jeg kørete svært skuffet hjem derfra.
Så glæden var desto større da der i dag kom besked fra Lavendelhaven om, at de havde fået ramsløg hjem i en pæn størrelse. Jeg har tidligere spurgt til dem og den slags kan de bare huske deroppe. Det er service :o) God weekend til jer alle derude. Her står den på have :o)


torsdag den 12. april 2012

Drejeblomster med mere

Jeg var så heldig at få stiklinger fra Eva. og se bare hvor fine de ser ud nu. De kom i potter i drivhuset med lidt god jord og nu titter rødderne ud af bunden. Jeg satser på at plante dem ud i weekenden.
Er der nogen derude som måske kunne tænke sig stiklinger af Dansk ingefær eller Persicaria bistorta "Superba"? Den hedder vist slangeurt på dansk :o) I skal bare sende mig en konvolut med navn og adresse og lidt porto, så sender jeg gerne stiklinger til jer :o)

mandag den 9. april 2012

Påsketid er plantetid

Det er jo en meget populær sætning og for mange måske en regel. Haven skrev i deres nyhedsbrev lige op mod påske at det altså var en regel med undtagelser, da påsken jo i år faldt tidligt og iøvrigt blev ganske kold. Men men....det gælder jo bare at om få fat i de rigtige planter, så er vejret ikke noget problem. Og med det mener jeg planter som ikke er drevet frem i hollandske drivhuse, men planter som har sat deres første små rødder herhjemme i Danmark og dermed er aklimatiseret :o) Første sending kom fra Lene hos "Stauder og Krukker", som var behjælpelig med Geranium Clarkei "Kashmir Green". Det var jo virkelig en fornøjelse at modtage den kasse, for den geranium har jeg søgt længe efter. Dernæst var det min lokale planteskole - Lavendelhaven, som havde taget nye stauder hjem, herunder dem jeg havde afleveret en liste med. Tænk at der stadig findes planteskoler, hvor man selv kan få lov at vælge art og sort og så få tingene bestilt hjem. Der kom en fin sms til mig om at nu var stauderne ankommet og så kunne jeg ellers bare starte bilen. Da jeg var den først ankomne til alle bakkerne med stauder, kunne jeg udvælge lige dem jeg helst ville have. Det er virkelig en service udover det sædvanlige :o)) Roserne er forhåbentlig på vej og når de er vel ankommet skal de også i jorden :o)

Nu mangler jeg så alle stauderne fra Staudefeen, for det er også et af mine yndlingssteder at handle planter. Det er utrolig sunde ting - også dyrket herhjemme og altid levedygtige :o) Og så har den kære fe bare en uovertruffen smag og en fabelagtig evne til at finde det, som ingen andre har. Når man strikker sine bede sammen på den måde bliver det aldrig mainstream :o)) Nu glæder jeg mig som et lille barn til at det hele vokser til og indfrier mine forventninger :O))



søndag den 25. marts 2012

Det pibler derude







Sikke dog en fantastisk søndag. Der var næsten ikke nogen grænser for hvad man kunne nå i dag. Jeg har suget hele haven ind i store åndedrag og haft næsen helt nede i jordhøjde, for at se hvad der rører på sig. Og jeg skal love for at der er ting og sager som pibler frem. Det er næsten ikke til at fatte at foråret allerede er over os. Min lange liste over stauder er nu afleveret til min planteprinsesse, der er bestilt de mest guddommelige stauder hos Staudefeen - det kære væsen, Clematis Danmark har fået en samlet bestilling fra min mor og jeg og nu mangler jeg kun rosen-indkøbene fra svigerinden, så kan der blive sendt en bestilling afsted til Rosenposten. Jeg kan næsten ikke vente til alle de fantastiske ting kommer hjem og i jorden.  Her er lidt stemningsbilleder fra haven i dag.

søndag den 18. marts 2012

Let's go Foxy

Ja, nu tror nogen af jer måske at jeg sidder og hepper på mine spirer af fingerbøl, som på engelsk hedder Foxgloves, men nej. I dag er dedikeret til Foxy Cheerleaders :o)

I går havde jeg den store fornøjelse for tredje år i træk at være med min yngste datter til DM i cheerleading. Denne gang afholdt i NRGI Arena i Århus. Min datter har siden 2009 dyrket cheerleading i kategorien Peewee, som er for piger i aldersgruppen 8 til og med 11 år. I alt deltog ca. 750 cheeleadere ved dette års DM, hvoraf en del er på det danske landshold.

Når jeg har fortalt om det, spørger folk altid "Hvem hepper hun på". Men sådan hænger det slet ikke sammen. Cheerleading dyrkes nemlig som sportsgren og er ikke begrænset til at stå og hoppe på grønsværen i halvlegen til en fodboldkamp. Cheerleading som sport er med stunts/pyramider, dance, tumbling (dvs. springgymnastik på gulv) og et helt afsindigt højt tempo. Pigerne skal være synkrone, smile bredt og have den formidable råstyrke til at smide hinanden højt op i luften og naturligvis gribe fly'eren når hun suser nedad igen. Det er en fantastisk sport og man kan ikke andet end blive grebet.

Det gik ikke bare godt i går - det gik RIGTIG  godt! Vores dygtige piger i kategorien group stunt kom hjem med en flot bronze medaille, junior B pigerne med sølv, junior pigerne som stillede op i hip hop fik også sølv og de uforlignelige 18 piger på Foxy New stars (peewee) fik guld. Så jeg er simpelthen den så afsindigt, revnefærdige, stolte mor, som bare er nødt til at dele det med alle jer andre. Jeg har næsten ingen stemme tilbage i dag, den er blæst ud over NRGI i går. Der ligger sikkert nogle sølle rester et eller andet sted deroppe.

Det første billede er de dygtige Junior B piger, det næste er de fantastiske Group Stunt piger og på de sidste er de formidable Foxy New Stars :O))







 

søndag den 11. marts 2012

Endnu et mantra

Hvert år går turen til Italien. Bilen pakkes med forventningsfulde børn, som på hele turen diskuterer hvad den første is med tre kugler skal være. Der flyder navne som stracciatella, banane, limone, fragola, frutti di bosco og nocciola gennem luften :o) Der bliver øvet på Ciao og Grazie, så de er klar til ismanden, når han futter forbi på vejen langs med stranden :o) Alt imens jeg sidder på forsædet og nyder pladsen. Både fordi jeg har mit eget sæde, men mest af alt fordi katastrofen ikke er indtruffet på det tidspunkt. Men....sædvanen tro lurer den lige om hjørnet.

Vel ankommet pakkes der ud og vi kører til den store Eurospar, for at fylde bilen. Afsted går det på de små veje mellem nerier og oliventræer. Luften er mættet af duftende planter og jeg snuser det hele ind i dybe åndredrag. Pulsen er helt nede, alverdens stress er glemt. Sikke en lyksalighed. Og lige der - midt i alt min ophøjede ro - kører vi forbi den første planteskole..........YAK!!!

Så kan jeg lige så godt starte mantraet: Jeg skal ikke have nogen planter med hjem!!! Og det holder så lige rundt regnet i to nano-sekunder. For inden min mand får set sig om, støver jeg rundt på planteskolerne og hiver planter med hjem. Mest Agapanthus, fordi de koster en brøkdel af den danske pris, men også oliven, citron og bougainvillea :o) Sidstnævnte kom med hjem fordi min mor og svigerinde købte en og skamferede den for at pynte altanen til vores bryllup dernede :o) Dagen efter fik jeg så udleveret de sørgelige rester, men med hjem skulle den. Nu står den så fint herhjemme :o) Men den værste udfordring var den Bignone, som de har alle vegne. Fuldkommen uforskammet fantastisk slyngplante, som desværre kun kunne fåes i to meters højde. Hvad gør man så??? Man får da bare værtens mor til at udlevere en stikling :o)) Jamen altså, hvor svært kan det være :o)) Indtil videre har denne skønhed stået i en potte. Jeg er ikke sikker på den er hårdfør i Danmark. Jeg er heller ikke helt sikker på at det er den som hedder Campsis radicans, for der er naturligvis intet navn på denne, andet end det italienske Bignone :o) Men smuk er den og meget værdsat her på matriklen. Nå, men som i sikkert har gættet foregår turene hjem fra Italien i krumbøjet stilling på forsædet, med planter mellem benene og på skødet. Men med hjem skal de, om jeg så skal knække på midten :o)

torsdag den 1. marts 2012

Inden frosten kommer

Her er de billeder jeg lovede i går. Der er krokus, vintergæk og erantis i fuldt flor. Nu er det om at nyde det, inden frosten kommer.